Femte nye Ryanair-rute i CPH i 2019

07-12-2018
Ryanair åbner næste forår en rute til Krakow i Polen, og dermed har det irske lavprisflyselskab fem nye ruter i næste års sommertrafikprogram.

I begyndelsen af april næste år kan Ryanair sætte endnu en destination på rutekortet fra Københavns Lufthavn. Selskabet åbner nemlig en rute til Krakow med to ugentlige afgange.

Dermed kommer Ryanair op på 24 ruter fra CPH i det kommende sommertrafikprogram, der træder i kraft den 1. april 2019. Fem af disse ruter er helt nye, og udover Krakow er det Bordeaux, Liverpool, London-Southend og Prag.

Den nye rute er lagt til salg i dag, og der flyves på fredage kl. 19.15 fra Krakow med ankomst i Københavns Lufthavn kl. 21.05. Flyet vender på 25 minutter og returnerer kl. 21.30 med ankomst i Kraków-Balice Johannes Paul II-lufthavnen kl. 23.20. Om mandagen er afgangene en time senere.

“Det glæder Ryanair at kunne annoncere denne nye København rute til Krakow, der flyves to gange ugentligt og som starter i april 2019. Den nye rute bliver sat til salg den 7. december, og det er den femte nye rute fra København som en en del af vores sommertrafikprogram 2019,” siger Chris Lundshøj, der er salg- og marketingansvarlig for Ryanair i Norden.

Priserne starter ved 620 kroner for en returbillet. Herudover kommer betaling for diverse tillægsydelser.

Konkurrence til SAS og Norwegian
Med den nye rute til Krakow bliver der konkurrence til Norwegian og SAS, der begge flyver fra København til storbyen i det sydlige Polen.

SAS flyver i sommertrafikprogrammet 2019 op til fem gange om ugen mellem København og Krakow, men i højsæsonen fra slutningen af juni til midten af august indstiller SAS flyvningerne.

Norwegian betjener til gengæld Krakow gennem hele sommertrafikprogrammet. Her er der otte gange om ugen uden for højsæsonen, og i højsæsonen reduceres der til fem ugentlige afgange.

Ryanair har tidligere fløjet til Krakow fra Danmark. Frem til efteråret 2013 fløj det irske lavprisflyselskab direkte fra Billund Lufthavn.

 

Relaterede artikler:

CPH får atter lavprisrute til Liverpool

Nye Prag-ruter fra både København og Billund

København får ny London-rute

 

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724