British Airways til ny terminal i New York-JFK

07-02-2019
British Airways vil flytte fra Terminal 7 til Terminal 8 i New Yorks JFK-lufthavn. Det vil ske efter en gennemgribende modernisering og udvidelse af terminalen.

British Airways flytter fra Terminal 7 til Terminal 8 i John F. Kennedy-lufthavnen i New York, som selskabet betjener omkring 10 gange dagligt alene fra London Heathrow-lufthavnen.

Sammen med sin amerikanske partner American Airlines og andre investorer vil British Airways i løbet af de næste fire år investere over 344 millioner dollar i at udvide og modernisere terminalen, som allerede i dag er den største terminal i New York-JFK.

Nye gates og lounges
Terminal 8 vil i alt blive udvidet med cirka 6.500 kvadratmeter, hvoraf de 3.000 kvadratmeter bliver passagerområder. Ændringerne i terminalen vil omfatte fem ekstra gates til store fly, nye bagagesystemer og nye premium-check-in områder.

British Airways vil også investere i nye lounges til First- and Club World-kunder samt ”en opgraderet kundeoplevelse for alle kunder i de vigtigste områder af bygningen”, som selskabet skriver i en pressemeddelelse.

British Airways forbliver dog i Terminal 7 indtil 2022, hvorefter alle selskabets flyvninger flytter til Terminal 8.

“Vi er glade for at annoncere vores flytning til Terminal 8 sammen med American Airlines, vores transatlantiske partner. At tilbyde den bedste kundeoplevelse i JFK nu og i fremtiden er en topprioritet,” siger Alex Cruz, British Airways administrerende direktør.

British Airways og American Airlines har et tæt samarbejde på flyvninger over Atlanten med op til 70 fly om dagen fra London til forskellige destinationer i USA.

Stor udvidelsesplan for JFK
JFK-lufthavnen fremlagde for fire måneder siden en anden stor plan for udvidelse, som skal give plads til 25 procent flere passagerer i fremtiden.

Som et led i denne plan skal den nuværende Terminal 7 rives ned, ligesom Terminal 6, der allerede er fjernet. De to terminaler skal erstattes af en ny terminal til det amerikanske lavprisselskab JetBlue – North Terminal – på cirka 112.000 kvadratmeter.

Der skal også anlægges en ny South Terminal med et areal på cirka 270.000 kvadratmeter. Den vil blive udviklet af Terminal One Group, der består af flyselskaberne Lufthansa, Air France, Japan Airlines og Korean Air. Disse flyselskaber opererer i dag fra Terminal 1.

Relaterede artikler:

New York-lufthavn skal udbygges for 85 milliarder kroner

British Airways overhalet af Norwegian på New York-ruter

United forlader JFK

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724