JAL-lavprisflyselskab skal hedde Zipair

11-03-2019
Zipair er navnet på Japan Airlines’ helt nye lavprisflyselskab, der går i luften næste år og som vil fokusere på mellem- og langdistanceruter.

Navnet på Japans helt nye lavprisflyselskab er blevet offentliggjort.

Det nationale flyselskab Japan Airlines (JAL) afslørerede på en pressekonference fredag i sidste uge, at det lancerer et lavprisdatterselskab med navnet Zipair. Det bliver landets første lavprisflyselskab, og det vil fokusere på mellem- og langdistanceflyvninger.

Japan Airlines kalder selskabet bag det nye lavprisflyselskab for Zipair Tokyo. Navnet bygger på, at flyselskabet vil få base i den japanske hovedstad, Tokyo. Førstnævnte ord i navnet på flyselskabet kommer fra det engelske ord ’zip’, der blandt andet indikerer hastighed. Ordet kan ifølge flyselskabet indikere, at ’tiden kan gå hurtigt, når man rejser på et unikt flyselskab’.

Ordet zip skal desuden være med til at vise idéen om, at man kan rejse til destinationer med forskellige zip-koder – altså postnumre. Flyselskabet vil sigte mod at levere en rejseoplevelse, der baserer sig på originalitet og opfindsomhed fra den japanske kultur.

Første ruter til asiatiske destinationer
Det japanske lavprisflyselskabs logo er udviklet af et prisvindende bureau i Tokyo. Logoets nuancer er ’Harmony Grey’ og ’Trust Green’, hvor førstnævnte symboliserer en følelse af balance og tilfredshed med selskabets ydelser, mens den grønne farve skal give en følelse af sikkerhed.

Japan Airlines’ nye lavprisdatterselskab kommer til at hedde Zipair.

Zipair får også et alternativt logo – Z_ – hvilket baserer sig på første bogstav i zip samt et mellemrum. Dette logo kaldes ‘Infinite Blank’. Logoet skal indikere, at flyselskabet til uendelig tid vil yde en service, der opfylder kundernes behov.

I fredags ansøgte Zipair officielt om en driftstilladelse hos det japanske landskabs-, infrastruktur- og transportministerium. Ansøgningen omfatter lov til at operere med fly af typen Boeing 787-8 Dreamliner. Forretningsprofilen tager udgangspunkt i at drive ruter fra og med sommertrafikplanen i 2020 – og inden åbningen af sommer-OL i Tokyo. Flyselskabet ønsker i første omgang ruter fra Tokyo Narita og til Bangkok i Thailand og Seoul i Sydkorea.

Fra april i år vil Zipair begynde at rekruttere medarbejdere til stillinger i lufthavnene og til planlægningsopgaver, ligesom der vil blive igangsat ansættelse af det nødvendige antal kabinebesætningsmedlemmer og piloter.

Potentielle skandinaviske ruter
Formelt set etablerede Japan Airlines det nye lavprisflyselskab i juli 2018. Selskabet får base i Tokyo Narita International Airport, og i første omgang satser man på at operere med to Boeing 787-8 Dreamlinere, der bliver overflyttet fra Japan Airlines. Zipair fortalte ved afsløringen af selskabet sidste år, at det på sigt vil satse på ruter til Europa og Nordamerika.

Der har siden været spekuleret i, at nye ruter eksempelvis kan blive til de skandinaviske destinationer København og Stockholm. Japan Airlines – og Zipair – har imidlertid ikke afsløret nogle konkrete destinationsplaner ud over de to første ruter til Bangkok og Seoul.

Japan Airlines, der er et af Asiens 10 største flyselskaber, havde en rute mellem Tokyo og København i 1980erne. Selskabet opererede med en Boeing 747 med en teknisk mellemlanding i Anchorage i den amerikanske delstat Alaska. Rutenummeret vat JL415. Tiden vil nu vise, om dansk jord igen får besøg af japanske langdistancefly.

Japan Airlines er ikke det eneste asiatiske netværksselskab, der har et lavprisflyselskab. Singapore Airlines har i forvejen Scoot, mens Thai Airways råder over Thai Smile. Australske Qantas har desuden lavprisselskabet Jetstar, der blandt andet opererer til flere destinationer på det asiatiske kontinent.

 

Relaterede artikler:

Nyt JAL-lavprisflyselskab vil flyve til Europa

Japansk Air Force One og Two i CPH

Japan Airlines indsætter større fly på Helsinki-rute

Japanske ANA vil flyve til Island

Helsinki har flest japanske destinationer

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724