Finnair presset trods vækst

24-04-2019
Finnairs regnskab for første kvartal viser vækst i både omsætning og antal passagerer, men indtjeningen fulgte ikke med op. Selskabet vil fortsat øge kapaciteten.

Finnair har udsendt regnskab for årets første kvartal, og trods fem procent vækst i omsætningen til godt fem milliarder kroner og rekordmange passagerer, er det statsejede, finske flyselskab presset på indtjeningen.

Som hos stort set alle andre flyselskaber giver første kvartal typisk et negativt driftsresultat, og hos Finnair blev driftsresultatet forværret fra et minus på knap 110 millioner kroner i første kvartal sidste år til et tab på godt 121 millioner kroner i første kvartal i år. Det tab var en smule større, end analytikerne havde forventet.

”Specielt vores transfertrafik mellem Asien og Europa voksede, og vores cargo performede også godt. Men trods den vækst, fulgte vores indtjening ikke med op, fordi vi har øget kapaciteten med cirka 10 procent. Det skyldes primært leveringen af to nye A350 i slutningen af sidste år og i begyndelsen af i år,” siger Finnairs koncernchef, Topi Manner.

Endnu en A350
Finnair får i øvrigt leveret endnu en Airbus A350 i år, og det fly skal efter planen sættes i drift i de kommende uger, lige i tide til de passagermæssigt stærkere sommermåneder.

Med hensyn til regnskabet er det også værd at hæfte sig ved, at Finnairs load factor faldt til 78,3 procent, hvilket er en nedgang på 4,3 procentpoint i forhold til samme periode i fjor. Det skyldes blandt andet, at den vigtige trafik til selskabets syv kinesiske destinationer af flere årsager ikke var så stærk som i første kvartal sidste år.

”Året begyndte langsomt i Kina, hvor efterspørgslen faldt i forhold til sidste år som følge af afmatningen i landets økonomiske vækst, truslen om en handelskrig, den længere end normale kinesiske folkekongres i marts og vores egne justeringer i salget,” siger Topi Manner.

Også Finnairs Europa- og indenrigstrafik var presset på grund af øget kapacitet, mens selskabets transatlantiske ruter og trafikken til og fra Japan var inde i en god udvikling.

Opdaterer forventninger senere
Finnairs investorpolitik betyder, at selskabet først i forbindelse med halvårsregnskabet vil opdatere sine forventninger til hele regnskabsåret. Selskabet forventer dog øget konkurrence, idet konkurrenterne tilføjer mere kapacitet især på ruter fra Europa til Asien og på short-haul trafikken i Europa.

Finnair planlægger at øge sin kapacitet med cirka 10 procent i 2019, hvilket er betydeligt mindre end de 14,8 procent, man øgede kapaciteten med i fjor. Da kapacitetsforøgelsen primært skyldes de nye A350, forventer Finnair også, at væksten primært kommer på det asiatiske marked. Omsætningen forventes at vokse i noget langsommere tempo end kapaciteten i 2019.

 

Relaterede links

Finnairs Asien-trafik stagnerer

Finnair presses af øget konkurrence

Tilbagegang i Finnairs Asien-trafik

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724