Alsie Express: Vækst gennem interline-aftaler

11-05-2019
Hvis Alsie Express skal øge passagertallet på indenrigsruten mellem Sønderborg og København, skal det ske i et samarbejde med selskaber, der flyver ud af CPH - herunder Qatar Airways.

Hele 14 gange om ugen letter et Qatar Airways-fly fra Københavns Lufthavn med kurs mod Doha, der er hovedstad i emiratet Qatar, og hjemsted for Hamad International Airport, der er blandt de 50 største lufthavne i verden og den næststørste i Mellemøsten.

Fremover håber Qatar Airways, at flere sønderjyder vælger at benytte ruten fra København fremfor at køre til Hamborg og derfra benytte konkurrenternes flyforbindelser.

Derfor har Qatar Airways en interline-aftale med Alsie Express, der flyver mellem Sønderborg og København. Aftalen betyder, at selskaberne gensidigt accepterer hinandens billetter, og samtidig er der etableret en SPA-aftale (Special Prorate Agreement, red.), hvor Alsie Express har en fast pris på indenrigsandelen af en billet med Qatar Airways fra Sønderborg til en hvilken som helst Qatar Airways-destination i verden.

“Vi har vores faste passagergrundlag mellem Sønderborg og København, og det har ligget rimeligt stabilt. Hvis vi skal udvikle os yderligere, skal det ske via samarbejdsaftaler med flyselskaber, der flyver ud af Københavns Lufthavn,” siger Lone Koch, administrerende direktør i Alsie Express, til CHECK-IN.dk.

Mangler kendskab til samarbejdet
Torsdag i denne uge havde Alsie Express og Qatar Airways i fællesskab inviteret repræsentanter fra rejsebureauer og lokale virksomheder til en sammenkomst på det nyåbnede Hotel Alsik til en præsentation af de mange muligheder, som samarbejdet mellem de to flyselskaber byder på.

Pia Lind, kommerciel chef for Qatar Airways i Danmark, i dialog med kunder i Sønderborg. (Foto: Alsie Express)

“Udfordringen er, at der i vores lokalområde ikke er tilstrækkeligt kendskab til disse muligheder. Qatar Airways er en fantastisk løsning til eksempelvis Australien med et stop i Doha. Det er blandet andet det budskab, som vi gerne vil have ud til erhvervsliv og rejsebureauer i området,” forklarer Alsie Express-direktøren, der mener at mange ofte kun fokuserer på mulighederne fra Hamborg.

I dag har Alsie Express interline-aftaler med Air France, KLM, Finnair, SAS og Qatar Airways.

Gode forbindelser til to trafikbølger
Qatar Airways flyver dagligt kl. 22.35 til Doha. På mandage, onsdage, fredage og søndage flyves der også kl. 17.25 fra København, mens selskabet på tirsdage, torsdage og lørdage tilbyder en afgang kl. 08.20. Dermed er der forbindelse til de tre store trafikbølger i den store transferlufthavn i Doha.

Til den sene eftermiddagsafgang kl. 17.25 og den sene aftenafgang kl. 22.35 er det muligt at flyve med Alsie Express fra Sønderborg til København og derfra videre med Qatar Airways til Doha og derfra til en af selskabets flere end 170 destinationer.

Det er destinationer som Denpasar, Kuala Lumpur, Male, New Delhi, Singapore og Teheran, der har særligt attraktive forbindelser fra Sønderborg, og inden længe vil Qatar Airways tilbyde destinationer som Langkawi (Malaysia), Mogadishu (Somalia) og Davao (Filippinerne), mens selskabet for nylig har åbnet ruter til Da Nang (Vietnam) og Mombasa (Kenya).

 

Relaterede artikler

Qatar Airways stormer frem i Københavns Lufthavn

Alsie Express tilslutter sig europæiske flyselskaber

Alsie Express har nu seks interline-aftaler

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724