Forlænget frist for piloters helbredserklæringer

15-05-2019
Piloter og flyveledere, der har fået udstedt helbredsbeviser hos Doctors.dk inden for de seneste 12 måneder, får yderligere 30 dage til fornyelse.

Der har været sagt og skrevet meget om skandalen med Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens tidligere luftfartslæge, der sideløbende med styrelseshvervet var indehaver af egen flyvemedicinsk klinik, Doctors.dk, der benyttede ikke-godkendte læger til helbredsundersøgelser af piloter og flyveledere

Da Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen (TBST) i april trak godkendelsen af Doctors.dk tilbage, blev det samtidig konstateret, at 900 piloter og flyveledere senest den 7. juni skulle gennemgå en ny undersøgelse hos en anden klinik inden den 7. juni for at kunne beholde sit certifikat. Oprindeligt var antallet estimeret til 2.000, men det blev senere af styrelsen nedjusteret til 900.

TBST frygtede allerede i begyndelsen af april, at det kunne blive svært at nå at få gennemført samtlige undersøgelser inden fristens udløb uden at skulle gøre brug af udenlandske flyvelæger, og nu har styrelsen således besluttet at forlænge fristen med 30 dage.

“Styrelsens nyudnævnte luftfartslæge har siden midten af april været i gang med en screening af alle de medicals, der er udstedt hos Doctors.dk.På baggrund af denne screening er det TBST’s vurdering, at fristen for fornyelse af medicals for de flestes vedkommende kan udskydes én måned, så undersøgelsen skal være gennemført senest den 7. juli 2019,” skriver TBST i en pressemeddelelse.

Flere medicals opfylder ikke betingelserne
Det har tilsyneladende været besværligt at bestille tid og foretage nye helbredsundersøgelse for de mange, der i løbet af det seneste år har fået foretaget undersøgelser hos Doctors.dk.

Den screening som styrelsens nyudnævnte luftfartslæge har foretaget viser også, at der er udstedte medicals, der ikke opfylder betingelserne. Disse medicals vil blive inddraget i løbet af de kommende uger, efterhånden som styrelsen kommer ned i bunkerne, og har de pågældende piloter og flyveledere i mellemtiden fået fornyet deres medical, skal de ikke foretage sig mere.

Det er kun pilotere og flyveledere, der skal have fornyet helbredsbeviserne og således ikke kabineansatte, med mindre der er tale om deciderede lægefaglige fejl, og i sådanne tilfælde, vil de kabineansatte blive kontaktet direkte fra TBST. Piloter og flyveledere, der har været syge- og raskmeldt hos Doctors.dk skal heller ikke foretage sig noget, hvis det oprindelige helbredsbevis stammer fra en anden klinik end Doctors.dk.

 

Relaterede artikler

Ny luftfartslæge må ikke drive klinik

Transportminister erkender svigt i Trafikstyrelsen

Fejlskøn halverer antal piloter til helbredsundersøgelse

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724