Air Canada overtager stort charterselskab

18-05-2019
Air Canada køber den store canadiske rejsekoncern Transat, som blandt andet omfatter flyselskabet Air Transat.

Air Canada har underskrevet en aftale om at købe den store canadiske rejsekoncern Transat, som er baseret i Montreal og opererer globalt. Transat-koncernen omfatter blandt andet flyselskabet Air Transat og over 500 rejsebureauer i Canada inden for en række forskellige brands.

Air Transat har en flåde på cirka 40 fly og omkring 5.000 ansatte. Selskabet har specialiseret sig i charterflyvninger fra en række canadiske byer.

Air Transat flyver i sommersæsonen især til destinationer i Europa og i vintersæsonen især til Caribien, Mexico, USA og Mellemamerika. Selskabets største baser er i lufthavnene i Montreal, Toronto og Vancouver.

I Europa flyver selskabet blandt andet til Paris, Nice, Toulouse, Marseille, Nantes, Bordeaux, London, Manchester, Glasgow og Amsterdam samt en række destinationer i det sydlige Europa.

Købet af Transat-koncernen styrker Air Canadas position på det canadiske marked for fritidsrejser og hindrer det konkurrerende canadiske flyselskab WestJet i at overtage Air Transat.

Et køb til over 2,5 milliarder kroner
I købsaftalen værdiansættes Transat til cirka 520 millioner canadiske dollar, hvilket svarer til 2,58 milliarder kroner. Air Canada har ifølge en meddelelse fra selskabet alle de nødvendige midler til at gennemføre transaktionen, som derfor ikke er afhængig af eventuelle finansielle vilkår.

“Købet giver en unik mulighed for at konkurrere med de allerbedste i verden, når det gælder fritidsrejser. Det vil også give os mulighed for yderligere at vokse vores hub i Montréal-Trudeau-lufthavnen, hvor vi har tilføjet 35 nye ruter siden 2012,” siger Air Canadas koncernchef, Calin Rovinescu, i en pressemeddelelse.

Købet er fortsat betinget af at de ​​endelige aftaler godkende og en bekræftende due diligence samt myndighedernes godkendelse. Aftalen blev underskrevet den 16. maj, og parterne har derefter 30 dage til at gennemføre handlen endeligt.

20 Airbus A330 i flåden
Air Transats flåde består blandt andet af 20 Airbus A330 langdistancefly med en gennemsnitsalder på over 17 år – heraf 16 A330-200 og fire A330-300. Herudover omfatter flåden også Boeing 737, Airbus A321 og Airbus A310.

Air Transat vil denne sommer blandt andet flyve med A321-200 fra Montreal til en række destinationer i Europa.

 

Relaterede artikler:

Ni ruter med A321 mellem Europa og Canada

Austrian og Air Canada lancerer nye ruter sammen

Air Canada fordobler overskuddet

 

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724