Vandflyruten er økonomisk højtflyvende

04-06-2019
Selvom Nordic Seaplanes stadig mangler den endelige miljøgodkendelse fra Københavns Kommune, så er det nu bevist, at vandflyruten er økonomisk bæredygtig.

Nordic Seaplanes, der siden den 25. maj 2016 har drevet vandflyruten mellem Aarhus og København, har netop offentliggjort årsrapporten for fjerde regnskabsår.

Af denne fremgår det, at Twin Otter-vandflyet i 2018 fløj 20,638 millioner kroner hjem i nettoomsætning, mens resultatet før skat landede på 2,238 millioner kroner, når man konsoliderer tallene for salgsselskabet Nordic Seaplanes A/S og driftsselskabet DHC6 Invest ApS.

Det resultat, der fremgår af de regnskaber, der er indsendt til Erhvervsstyrelsen er dog noget lavere, da der i 2018 er omkostningsført omkring 1,5 millioner kroner i udskudte omkostninger fra tidligere år. Derfor lander det samlede resultat for de to selskaber på 738.796 kroner før skat.

13.000 passagerer i 2018
Med det flotte resultat har Nordic Seaplanes for alvor bevist, at det er god økonomi i at drive en vandflyrute mellem Danmarks to største byer. I 2018 var der 13.000 passagerer, der benyttede ruten, der i sommerhalvåret har op til fem daglige afgange i hver retning.

Forventningerne er også positive til 2019, hvor omkring 14.000 passagerer ventes at benytte vandflyet mellem Aarhus og København, på specialflyvninger fra København til blandt andet Skagen og Falsled samt på sightseeingture i forskellige danske byer.

“Ledelsen forventer en god aktivitet og et pænt positivt resultat for det kommende regnskabsår,” hedder det således i årsrapporten.

“Vi har en belægning på mellem 65 og 70 procent, og på morgen- og aftenafgangene er flyet fuldstændigt proppet. Vi vil forsøge at stimulere salget på nogle af de tyndere afgange gennem aftaler med særlige målgrupper,” siger administrerende direktør Lasse Rungholm til CHECK-IN.dk.

Afventer endelig miljøgodkendelse
Selvom vandflyruten er blevet en økonomisk succes, er ejerne alligevel tilbageholdende med at foretage større investeringer. Der mangler nemlig stadig den endelige miljøgodkendelse fra Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning.

I oktober sidste år fik Nordic Seaplanes forlænget den midlertidige tilladelse med endnu et år frem til den 31. marts 2020, og Lasse Rungholm håber, at der i løbet af i år kan sættes et endeligt punktum med en permanent tilladelse, så flyselskabet kan planlægge mere langsigtet.

“Vi håber, at godkendelsen snart kommer på plads. Vi søgte igen i starten af maj efter at have leveret ny dokumentation, og med en legal frist på 120 dage, skulle der være håb om en endelig afklaring i løbet af september. Men jeg tolker signalerne positivt, og der er også stor politisk opbakning omkring vort projekt,” lyder det fra Nordic Seaplanes-direktøren.

Såfremt tilladelsen falder på plads, vil Nordic Seaplanes anskaffe yderligere et fly, således at der kan benyttes to fly på ruten til København. I givet fald vil der blive opjusteret fra fem til otte daglige afgange i hver retning.

 

Relaterede artikler

Direkte flyvninger fra København til Skagen

Nordic Seaplanes flyver videre

Manglende miljøgodkendelse kan true vandflyrute

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724