SAS debuterer med månedlige klimatal

11-06-2019
For første gang har SAS offentliggjort klimatal sammen med de månedlige trafiktal. De viser, at SAS i de seneste 12 måneder har reduceret CO2-udledningen med 0,7 procent.

Journalister og finansanalytikere har hidtil brugt flyselskabernes månedlige trafiktal som pejlemærker i forhold til at kunne vurdere den aktuelle kommercielle og økonomiske udvikling.

Fremover kan en ny gruppe af interessenter være målgruppen, når SAS og andre flyselskaber vil offentliggøre trafiktallene. Der er nemlig blevet inkluderet informationer om CO2-udledningen i tallene.

Da Ryanair offentliggjorde trafiktallene for maj, kunne selskabet som det første i EU offentliggøre, hvor meget CO2 der blev udledt per passagerkilometer. Tallet havnede på 66 gram CO2, hvilket er meget lavt, da Ryanair flyver med ekstrem høj belægning og nye fly.

Med trafiktallene fra maj har SAS fulgt trup, selvom selskabet ikke oplyser det aktuelle CO2-udslip per passagerkilometer. SAS skriver derimod, at der har været en nedgang på 0,7 procent i CO2-udledning per passagerkilometer i løbet af de seneste 12 måneder. Da SAS, ifølge årsrapporten for 2017/18, udledte 95 gram CO2 per passagerkilometer, må det være rimeligt at antage, at tallet hos SAS er omkring 94 gram.

Af trafiktallene fremgår også, at SAS i dag kompenserer 39 procent af den samlede CO2-udledning, hvilket sker på samtlige EuroBonus-medlemmers rejser, på ungdomsbilletter samt på samtlige rejser, der foretages af ansatte i SAS.

Passagertilbagegang på 10 procent
Trafiktallene i maj viste ellers en tilbagegang på 10 procent i rutetrafikken til 2,4 millioner passagerer. Belægningen faldt samtidig med 2,7 procentpoint til 71,3 procent.

Den primære årsag til tilbagegangen var pilotstrejken i SAS, der først sluttede den 2. maj om aftenen. Forinden var 1.200 flyvninger blevet aflyst, og omkring 100.000 passagerer var blevet berørt af konflikten. Det var især de interkontinentale og europæiske ruter, der blev ramt af tilbagegangen, mens trafiktabet var mindre på de regionale ruter og indenrigsruterne, hvor eksterne leverandører opretholdt en del af produktionen under strejken.

Til gengæld kan SAS glæde sig over, at enhedsindtægterne i maj sted med 3,5 procent til 0,73 svenske kroner per passagerkilometer.

“På trods af, at SAS også blev negativt påvirket af strejken i maj, var vi hurtigt i stand til at genoptage operationerne. Vi ser nu frem mod vores sommersæson, hvor vi har 25 nye ruter og fem nye destinationer, henholdsvis Firenze, Marseille, Stettin, Cornwall og Oulu,” siger koncernchef Rickard Gustafson i en kommentar til trafiktallene.

 

Relaterede artikler

Flyselskaber vil offentliggøre CO2-statistikker

CPH slap bedst fra SAS-strejken

SAS: Priskampagne er ikke strejkeudsalg

SAS: Februar som forventet

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724