Delta nyder godt af MAX-krisen

09-07-2019
Som det eneste af de store amerikanske flyselskaber, har Delta Air Lines ingen Boeing 737 MAX i flåden. Det har haft en gavnlig effekt.

American Airlines, Southwest Airlines og United Airlines har tilsammen 72 Boeing 737 MAX i deres respektive flyflåder. Og på grund af de internationale flyveforbud mod flytypen resulterer det hver dag i hundredvis af aflyste flyafgange på primært det amerikanske indenrigsmarked. Alene American tegner sig hver dag for omkring 115 aflysninger som følge af groundingen af selskabets 24 MAX-fly.

Det betyder ifølge det amerikanske investerings- og analysehus, Cowen & Co., at Delta Air Lines har haft højere vækst end forudset. Delta har nemlig – som det eneste af de store amerikanske flyselskaber – ingen Boeing 737 MAX i sin flåde.

”Delta nyder godt af en kunstig lav kapacitetsvækst og en afsmittende efterspørgsel fra (kunderne hos, red.) de konkurrenter, der er påvirket af groundingen af MAX,” skriver Helane Becker, analytiker hos Cowen & Co., i en note til potentielle investorer.

Højere billetpriser
Hun tilføjer, at groundingen af MAX har ført til forbedrede belægningsprocenter og højere gennemsnitlige billetpriser.

Det kan man også læse direkte ud af Delta Air Lines seneste meddelelse til aktiemarkedet, hvor selskabet skriver, at man forventer, at omsætningen i årets andet kvartal vil stige med mindst otte procent.

Deltas kapacitet stiger også for tiden. Alene i juni steg antallet af udbudte sæder med knap fem procent, hvilket er omkring to procentpoint mere, end selskabet oprindeligt forudsagde, ligesom det også er over markedsgennemsnittet for årets første måneder.

Kortvarig vækst
Analytikeren advarer dog også samtidig investorerne om, at Deltas kapacitetsvækst sandsynligvis vil være kortvarig, fordi MAX-flyene på et eller andet tidspunkt må formodes at komme tilbage på vingerne igen.

”Vi forventer, at Deltas kapacitetsvækst vender tilbage til et normaliseret niveau, når MAX er gencertificeret, men timingen af det forbliver usikkert,” skriver Becker.

Delta Air Lines’ A220 lander i Hartsfield-Jackson International Airport (Foto: Chris Rank/Rank Studios 2018)

Yder selv positivt
Udover at nyde godt af, at 72 af konkurrenternes fly er tvunget til at stå på jorden, har Delta også selv ydet et positivt bidrag til væksten, idet selskabet er begyndt at indfase Airbus A220 i sin flåde.

Delta er det første nordamerikanske flyselskab, der har købt Airbus A220. Selskabet har købt 95 fly af typen, og første fly blev sat i drift så sent som i februar i år. Leveringen af flyene tager dog for alvor fart næste år, og går alt efter planen, bliver det sidste af de 95 fly leveret i 2023.

 

Relaterede links

American runder 20.000 MAX-aflysninger

Det koster det at have 34 MAX-fly på jorden

Delta snart klar med første A220

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724