Stilstand i Københavns Lufthavn

10-07-2019
WOW airs og Primera Airs konkurser var den primære årsag til, at Københavns Lufthavn havde nulvækst i juni. År til dato er passagertallet faldet.

Passagertallet faldt i Københavns Lufthavn i juni. Dog kun med 766 passagerer sammenlignet med samme måned i fjor. Og da det samlede passagertal var tæt på de tre millioner – helt nøjagtigt 2.942.888 – kan et lille fald ikke spores i procenterne, uden at man medtager mere end én decimal. Altså nulvækst.

På samme måde kunne lufthavnen notere nulvækst, når det kommer til antal rejsende per dag. Fredag den 28. juni tangerede den mest travle dag i lufthavnens historie med 109.408 rejsende, hvilket helt præcist var ni flere rejsende end på den hidtidige rekorddag den 25. juni sidste år.

Konkurser og nedjusteringer
At juni ikke samlet slår rekorden fra sidste år, er der ifølge lufthavnen flere årsager til. Dels har Norwegian nedjusteret sit trafikprogram, dels har der været et par konkurser.

”Vi kan mærke effekten af konkurserne i WOW air og ikke mindst Primera Air, der fløj til mange af sommerens destinationer. I juni sidste år fløj de to selskaber 55.000 rejsende. De rejsende mangler i år. Set i det lys, er det ganske flot at tangere sidste års rekord,” siger Københavns Lufthavns administrerende direktør, Thomas Woldbye.

En meget stor del af de 55.000 passagerer har dog tilsyneladende fundet andre selskaber at flyve på ferie med, idet lufthavnens Europatrafik blot faldt med knap 10.000 passagerer i juni svarende til et fald på 0,4 procent.

Til gengæld faldt den rene chartertrafik med hele fire procent i juni, hvilket blandt andet skyldes Primeras konkurs, da selskabet både havde rute- og charterflyvninger på programmet.

Flere transferpassagerer
Dykker man længere ned i tallene, kan man dog se, at lufthavnen må notere en tilbagegang på antallet af afrejsende passagerer på 1,1 procent i juni – og bag det tal gemmer sig et fald på 1,7 procent i de lokaltafgående passagerer, mens mængden af transferpassagerer steg med 1,4 procent.

Københavns Lufthavn har dog fortsat vækst på de lange ruter. Dog ikke så markant som tidligere på året. Den interkontinentale trafik steg nemlig med fire procent i juni, mens den år til dato er steget med 7,7 procent.

Når det gælder indenrigs, har flyselskaberne reduceret med 5,7 procent færre afgange og ankomster. Det giver et fald på 3,1 procent til i alt 143.697 rejsende.

Top10-destinationer fra Københavns Lufthavn juni 2019 (Illustration: CPH)

Kigger man på lufthavnens liste med top 10-destinationer, er der fald i trafikken på ni ud af de ti destinationer – kun Amsterdam kan notere en lille stigning på 0,3 procent.

År til dato er passagertallet i Københavns Lufthavn faldet med 0,1 procent svarende til godt 13.000 passagerer.

 

Relaterede links

Færre store rejsedage i CPH denne sommer

CPH: Tilbagegang trods flere passagerer

CPH slap bedst fra SAS-strejken

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724