Medie: Stort britisk flyselskab tæt på kollaps

13-01-2020
Flybe, der er største regionale flyselskab i Europa, er atter i problemer. Ifølge Sky News forhandles der i øjeblikket om en redningsplan.

Det har ikke skortet på britiske luftfartskonkurser i de senere år. Første var der Monarch Airlines, så fulgte Flybmi og Thomas Cook Airlines, og nu er Flybe endnu engang tæt på en konkurs. Det skriver den britiske nyhedskanal Sky News.

Ejerkredsen bag Flybe, der med sine omkring 70 fly er Europas største regionale flyselskab, skulle angiveligt sent søndag aften have ført forhandlinger i håb om at kunne strikke en redningsplan sammen for at undgå en truende konkurs.

Revisorgiganten EY er ifølge det britiske medie sat i beredskab som mulig kurator, hvis det ikke lykkes at sikre den fortsatte drift i det britiske flyselskab, der har omkring 2.000 ansatte.

Sky News har forsøgt at få en kommentar fra både EY samt Stobart Group, der er en af selskabets ejere, men det er tilsyneladende ikke lykkedes. 

Til gengæld har Flybe sent søndag aften tweetet, at flyselskabet fokuserer på at betjene passagererne, og at man ikke kommenterer på rygter og spekulationer.

Opererer et fly for SAS
Flybe er en betydelig operatør i den britiske indenrigsflytrafik og står for over halvdelen af de britiske indenrigsflyvninger uden for London.

Tilstedeværelsen er særlig stor i Belfast, Birmingham, Manchester og Southampton, mens selskabet er ved at afvikle wetlease-aktiviteterne, hvor der blandt andet har været beskæftiget fem ATR 72-600 på vegne af SAS. I øjeblikket er der kun et Flybe-fly tilbage i drift for SAS, og dette fly opererer på svenske indenrigsruter på ruter mellem Sverige og Finland.

Sidste år var Flybe også i økonomiske problemer ved årets start. Dengang blev selskabet overtaget af et konsortium bestående af Virgin Atlantic, Stobart Group og Cyrus Capital Partners.

Det var oprindeligt planen, at Flybe i løbet af 2020 skulle omdøbes til Virgin Connect, som er det nye navn for Virgin Atlantics netværk af regionale ruter i Europa.

 

Relaterede artikler:

Flybe bliver til Virgin Connect

Virgin Atlantic får grønt lys til at overtage Flybe

SAS og Flybe stopper samarbejdet

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724