Lufthansa overvejer premium Business Class

16-01-2020
En ny serviceklasse, der er en mellemting mellem Business Class og First Class kan være på vej hos Lufthansa, når selskabet modtager sine Boeing 777X.

Der skal være noget til ethvert behov og enhver pengepung, når man rejser med Lufthansa. I dag tilbyder det tyske Star Alliance-selskab op til fire serviceklasser på omkring 35 interkontinentale ruter. Der er tale om Economy, Premium Economy, Business og First Class.

Men inden længe kan der være udsigt til endnu en serviceklasse, som muligvis kan komme til at hedde Premium Business Class. Det skriver det østrigske luftfartsmedie aeroTELEGRAPH.

Det hænger sammen med, at der ikke planlægges med First Class i de kommende Boeing 777X-fly, som forventes leveret fra begyndelsen af 2021.

Afventer beslutning
Tre af hinanden uafhængige kilder har over for det østrigske medie bekræftet, at Lufthansa arbejder på et premium- eller plus-produkt, der skal være et niveau over den nuværende Business Class.

Business Class-kabine i Boeing 777-9. (Foto: Lufthansa)

“Der er ikke truffet nogen endelig beslutning om det endnu,” siger en talsmand fra Lufthansa.

Der skulle være tale om et produkt med et bedre sæde og et udvidet servicekoncept i forhold til den traditionelle Business Class, som den kendes i dag. Det skulle være hensigten at placere det særlige kabineafsnit umiddelbart bag den almindelige Business Class.

Lufthansa har tidligere præsenteret fotos af Business Class-kabinen i de kommende Boeing 777X-fly. Her vil kabinen være indrettet i en skiftevis 1-2-1 og 1-1-1 sædekonfiguration, ligesom det vil være muligt at kontrollere underholdningssystemet fra egen smartphone.

Både 777X og Dreamlinere
Det bliver ikke alene i Boeing 777X-flyene, at den nye premium Business Class kan blive installeret. Det skulle angiveligt være planen også at introducere den nye serviceklasse i de 20 Boeing 787 Dreamlinere, som Lufthansa-koncernen har bestilt.

Herudover forventes det, at kabinerne i de nuværende Lufthansa-langdistancefly løbende skal ombygges til at indeholde den muligt kommende premium Business Class, ligesom konceptet formentlig også skal overføres til de øvrige koncernselskaber. 

Tilbage i 2013 bestilte Lufthansa 34 eksemplarer af Boeing 777X, men sidste efterår blev 14 af flyene konverteret fra faste ordrer til optioner.

 

Relaterede artikler:

Lufthansa-koncernen vil pensionere 79 langdistancefly

Lufthansa præsenterer nyt Premium Economy-sæde

Lufthansa sælger A380’ere – og køber nye langdistancefly

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724