Airbus A330neo til Air Greenland

17-01-2020
Air Greenland har bestilt en Airbus A330-800neo, som i løbet af få år skal indsættes på nye direkte ruter fra København til Nuuk og Ilulissat.

Det har længe ligget i kortenen, at Air Greenland skulle have enten A330neo eller Boeing 787 Dreamliner som erstatning for den 21 år gamle Airbus A330-200, der også er kendt som Norsaq.

Nu har Air Greenland taget et valg, og det blev ikke overraskende Airbus, der løb af med sejren. Det grønlandske flyselskab har bestilt en Airbus A330-800neo, der har en listepris på 280 millioner dollars, hvilket svarer til 1,9 milliarder kroner.

Selvom Air Greenland angiveligt ikke har betalt fuld pris for flyet, så er der alligevel tale om selskabets største investering nogensinde, og flyet skal sikre, at Air Greenland kan bevare sin konkurrencekraft, når de nye internationale lufthavn i Nuuk og Ilulissat åbner i løbet af få år.

”Grønland har et uforløst erhvervsmæssigt potentiale inden for turisme, som både kan skabe udvikling og arbejdspladser. Sammen med nye landingsbaner i Nuuk og Ilulissat kommer vi til at åbne Grønland op på en helt ny måde, der vil øge turismen og skabe vækst,” siger bestyrelsesformand Kjeld Zacho Jørgensen, der forventer en tocifret vækst inden for turisme, når det nye fly bliver indsat.

To nye ruter
Det nye fly i kombination med de nye internationale lufthavne giver mulighed for, at Air Greenland kan tilbyde flere direkte ruter til Grønland.

I første omgang åbnes en direkte rute fra København til Nuuk, når udvidelsen af den eksisterende lufthavn er på plads. Når den nye internationale lufthavn i Ilulissaat i 2023 også har slået dørene op, bliver det også muligt at flyve direkte fra København.

”Større kapacitet og flere ruter vil betyde reducerede rejsetider og lavere billetpriser for vores kunder i fremtiden. De rejsende kommer til at opleve bedre komfort i den nye kabine, og den nyeste teknologi gør os markedsledende i forhold til at reducere CO2-udslippet per passager. Vi er stolte af denne investering som kommer til at bidrage positivt til Grønlands udvikling mange år fremover.”siger administerende direktør i Air Greenland, Jacob Nitter Sørensen.

 

Relaterede artikler:

Air Greenland: Fortsat usikkerhed om nye fly

Air Greenland står foran stor udskiftning af flyflåden

Air Greenland advarer mod lufthavnsplaner

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724