Air France-KLM byder på Malaysia Airlines

21-01-2020
Air France-KLM er ét af fem flyselskaber, som har afgivet bud på at overtage en del af Malaysia Airlines. Air France-KLM ønsker at overtage 49 procent af selskabet.

Den malaysiske regering har gennem flere måneder søgt efter en strategisk partner til det kriseramte nationale flyselskab Malaysia Airlines, og nu har fem flyselskaber afgivet bud på at overtage en del af selskabet. Det oplyser den malaysiske premierminister Mahathir Mohamad.

Premierministeren har ikke givet flere detaljer om de mulige købere, men ifølge anonyme kilder tæt på processen, som nyhedsbureauet Reuters har talt med, er en af budgiverne Air France-KLM.

Japan Airlines har også budt
Den fransk-hollandske luftfartskoncern ønsker ifølge kilderne at overtage 49 procent af Malaysia Airlines, mens Japan Airlines også har meldt sig på banen med et bud om at overtage 25 procent af selskabet.

De malaysiske flyselskaber AirAsia og Malindo Air har ligeledes afgivet bud, siger kilderne. Malindo Air er den malaysiske del af det indonesiske flyselskab Lion Air. Det er uvist, hvem den sidste af de fem budgivere er.

”Budene fra de udenlandske flyselskaber er mere omfattende og strategiske, da begge planlægger at udnytte den strategiske placering af Malaysia til deres operationer,” siger en af ​​kilderne til Reuters.

Forslag om hub for vedligeholdelse
Air France-KLM har angiveligt foreslået at etablere et hub for vedligeholdelse, reparation og eftersyn i Malaysia, mens Japan Airlines har tilbudt at gøre det sydøstasiatiske land til selskabets regionale hub.

Malaysia Airlines underskrev sidste år en joint venture-aftale med Japan Airlines, der omfatter flyvninger mellem Malaysia og Japan, og som ifølge det japanske selskab kan blive udvidet i fremtiden til at omfatte flyvninger til USA.

Malaysia Airlines og Japan Airlines er begge medlemmer af oneworld-alliancen, mens Air France-KLM er en del af den rivaliserende SkyTeam-alliance.

De malaysiske kabinemedarbejderes fagforening Nufam advarer mod, at AirAsia får lov at overtage det nationale selskab, da AirAsia ligesom Malaysia Airlines er i økonomiske vanskeligheder. Fagforeningen opfordrer endvidere den malaysiske regering til åbenhed omkring de bud, som de modtager på selskabet.

Partnerskabsaftale med Singapore Airlines
Malaysia Airlines og Singapore Airlines indgik sidste år en omfattende partnerskabsaftale om at drive flyvninger Malaysia og nabolandet Singapore som en fælles forretning, hvor indtægterne deles.

Malaysia Airlines har gennem flere år har været i økonomisk krise, og en femårig turnaround-plan, som blev iværksat i 2014, har ikke givet de ventede resultater.

Selskabet blev i 2014 ramt af to flykatastrofer. Først forsvandt et Boeing 777-200ER-fly under en flyvning fra Kuala Lumpur til Beijing, og kort efter blev et andet Boeing 777-200-fly skudt ned over det østlige Ukraine af pro-russiske oprørere under en flyvning fra Amsterdam til Kuala Lumpur. De to ulykker kostede tilsammen 537 mennesker livet.

 

Relaterede artikler:

SIA og Malaysia Airlines vil drive ruter sammen

Malaysia Airlines bejler til Japan Airlines

Nye Malaysia Airlines-ruter på vej til Europa

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724