Vejen banet for ny Kreta-lufthavn

28-01-2020
Finansieringen af en helt ny lufthavn ved Heraklion på den græske ø Kreta er på plads, efter Den Europæiske Investeringsbank har ydet et lån på 1,35 milliarder kroner.

Heraklion International Airport på den nordlige side af Kreta har nået sin maksimumkapacitet, og den græske stat har derfor gennem nogle år forsøgt at få finansieret en helt ny lufthavn.

Det er lykkedes nu, efter Den Europæiske Investeringsbank (EIB) har accepteret at yde den græske stat et lån på 180 millioner euro, eller hvad der svarer til 1,35 milliarder kroner. Den samlede pris for den nye lufthavn er 517 millioner euro, og lufthavnen skal etableres og drives af indiske GMR Airports i samarbejde med Gek Terna.

Den nye lufthavn får navnet Kastelli Internationl Airport og skal erstatte den nuværende Heraklion-lufthavn, der er Grækenlands næststørste. Heraklion-lufthavnen er stærkt overbelastet i den travle sommersæson og kan ikke længere tage imod flere fly. Til gengæld vil den nye lufthavn kunne fordoble passagerkapaciteten på Kreta.

”I dag markerer en vigtig milepæl i luftfartshistorien i Grækenland, der vil frigøre det fulde turismepotentiale på den smukke ø Kreta. Jeg glæder mig over Den Europæiske Investeringsbanks støtte til den nye Heraklion-lufthavn, der vil skabe tusinder af arbejdspladser under byggeriet og når den er i drift,” siger Christos Staikouras, Grækenlands finansminister og guvernør for Den Europæiske Investeringsbank.

Vil støtte den græske turismevækst
Grækenlands minister for infrastruktur og transport, Kostas Karamanlis, fortæller, at den nye lufthavn er et vigtigt projekt for Kreta, men at lufthavnen også er vigtig for landets turisme som helhed.

Hos Den Europæiske Investeringsbank er man glad for at kunne bidrage til turismen i Grækenland og for at kunne højne luftfartssikkerheden.

”Den Europæiske Investeringsbank anerkender vigtigheden af ​​nye investeringer for at øge passagerkapaciteten, forbedre sikkerheden og støtte væksten i turismesektoren i Grækenland. EIB-lånet på 180 millioner euro vil gøre det muligt, at byggeriet af den nye Heraklion-lufthavn endelig kan begynde efter mange års planlægning og forsinkelse,” siger Andrew McDowell, vicepræsident i Den Europæiske Investeringsbank og med ansvar for långivning i Grækenland.

I lånebetingelserne indgår, at Grækenland skal genudvikle den eksisterende Heraklion-lufthavn, når den lukker. Det skal ske for at frigøre økonomiske, miljømæssige og sociale fordele. Når den nye lufthavn er færdigbygget, lukker den gamle lufthavn.

Ny lufthavn færdig om fem år
Heraklion International Airport har haft stigende antal passagerer siden 2012 og håndterer nu over 8,1 millioner om året. Dette er langt mere, end hvad der var forventet ved lufthavnens tilblivelse.

Det forventes at tage fem år at bygge den nye lufthavn ved Heraklion. Den får to startbaner på hver 3,2 kilometer, og der bliver plads til 30 fly. Lufthavnsprojektet omfatter også en ny motorvej på 18 kilometer og seks kilometers adgangsvej ind til selve lufthavnen, der skal ligge ved Kasteli cirka 30 kilometer fra Heraklion.

Der er tre civile lufthavne på Kreta. Heraklion-lufthavnen ligger i midten af øen, mens Chania International Airport, der havde tre millioner passagerer i 2019, ligger i den vestlige del af øen. Sitia Public Airport er med årligt 62.000 passagerer den mindste af de tre og er placeret i den østlige ende af Kreta.

 

Relaterede artikler:

Norwegian åbner ny rute til populær græsk ø

Ryanair genåbner Grækenland-rute fra Billund

Ny rute fra Færøerne til Grækenland

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724