Midlertidig lukning af to Finnair-ruter til Kina

29-01-2020
Nye kinesiske rejserestriktioner betyder, at Finnair må lukke to ruter til Kina indtil slutningen af marts. Amerikanske og britiske flyselskaber også på vej med suspensioner.

Situationen omkring den potentielt dødelige coronavirus udvikler sig konstant.

Sent tirsdag meddelte Finnair således, at selskabet har set sig tvunget til i løbet af de næste 10 dage at suspendere to Kina-ruter som følge af de kinesiske myndigheders beslutning om, at det indtil videre ikke er tilladt for kinesiske rejsearrangører at gennemføre grupperejser fra Kina.

Det bliver ruten fra Helsinki til Beijng Daxing International Airport med tre ugentlige afgange, der midlertidigt indstilles fra den 5. februar, mens ruten fra Helsinki til Nanjing bliver sat på pause fra den 8. februar. Denne rute har to ugentlige afgange.

Den midlertidige suspension varer foreløbigt frem til den 29. marts, hvor vintertrafikprogrammet slutter.

Finnair vil fortsat gennemføre flyvningerne til Beijing Capital Airport samt til Shanghai, Guangzhou og Hong Kong.

Ingen Wuhan-flyvninger før i marts
Air France er det eneste europæiske flyselskab, der har fløjet til Wuhan før udbruddet af den smitsomme virus. Selskabet har nu besluttet at indstille samtlige flyvninger til og fra Wuhan indtil den 29. februar, selvom det officielle forbud i øjeblikket kun er gældende frem til den 2. februar.

Samtidig har det været nødvendigt at aflyse alle grupperejser på Air France-fly til og fra Kina indtil den 29. februar som følge af de kinesiske myndigheders krav om at suspendere salg og gennemførelse af rejser i grupper. Det rammer således ruterne fra Paris til Beijing, Guangzhou og Shanghai.

China Eastern Airlines har også aflyst selskabets flyvninger fra Wuhan til Europa i hele februar, mens ruterne ventes genoptaget i løbet af marts. Der er tale om ruterne fra Wuhan til Istanbul, London, Moskva og Rom.

Amerikanske og britiske rutelukninger på vej
Endelig er der optræk til, at amerikanske og britiske flyselskaber også kommer til at indstille en række ruter til Kina.

British Airways har lukket for reservation på samtlige Kina-ruter indtil udgangen af februar, hvilket kan være en konsekvens af, at det britiske udenrigsministerium har opdateret rejsevejledningen til at fratræde alle ikke-nødvendige rejser til Kina.

Amerikanske United Airlines har også meddelt, at selskabet er på vej med midlertidige rutelukninger. Her er den amerikanske rejsevejledning til Kina nået op på niveau tre, hvor man fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Kina. Hubei-provinsen har et niveau fire-forbud, hvor de amerikanske myndigheder fraråder alle rejser området.

Sent tirsdag aften rapporterede amerikanske CNBC, at Trump-administrationen har meddelt amerikanske flyselskaber, at et egentligt rejseforbud til Kina er undervejs, men en talsperson fra Det Hvide Hus har dog efterfølgende udtalt, at der ikke er besluttet noget endnu.

 

Relaterede artikler: 

EASA udsteder sikkerhedsbulletin om coronavirus

Virusfrygt påvirker flyselskabernes aktiekurser

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724