Aflyser 22 Kina-afgange til og fra København

30-01-2020
På udvalgte datoer i februar samt i hele marts vil der ikke være flyvninger mellem København og Chengdu i Sichuan-provinsen, der støder op til Hubei.

Kina-aflysningerne breder sig over hele verden, og nu er de første Kina-ruter fra København også berørt af situationen, der er affødt af en stadig spredning af den potentielt dødelige coronavirus.

Således meddeler kinesiske Sichuan Airlines, at selskabet frem til udgangen af marts aflyser 11 rundture på ruten fra København via Helsinki til Chengdu. 

Normalt flyves der to gange om ugen på rutenummer 3U8271/8272, men Sichuan Airlines har valgt at aflyse afgangene på følgende datoer 24/2, 21/2, 28/3, 2/3, 6/3, 9/3, 13/3, 16/3 20/3, 23/3 og 27/3.

Dermed vil ruten være midlertidigt lukket i hele marts måned.

Sicuhan Airlines oplyser via APG, der er agent for selskabet i Danmark, at det er muligt at få refunderet billetterne eller ombooke til en senere eller tidligere dato.

Chengdu ligger i Sichuan-provinsen, der støder op til Hubei-provinsen, hvor udbruddet af den frygtede virus startede i hovedbyen Wuhan.

Få Kina-flyvninger fra CPH
Udover Sichuan Airlines flyver SAS også til Kina fra Københavns Lufthavn. Selskabet har dog besluttet fra den 31. januar til den 9. februar at indstille de seks ugentlige frekvenser til både Beijing og Shanghai.

Air China har indtil den 29. januar fløjet tre gange og ugen mellem København og Beijing, og det er uklart, hvorvidt Air China vil fortsætte sine flyvninger på denne rute.

En lang række europæiske flyselskaber har – udover SAS – allerede helt eller delvist indstillet flyvninger til Kina. Det gælder eksempelvis Air France, KLM, British Airways, Iberia, Finnair, Lufthansa, SWISS og Austrian.

 

Relaterede artikler:

Midlertidig lukning af europæiske Kina-ruter

EASA udsteder sikkerhedsbulletin om coronavirus

Virusfrygt påvirker flyselskabernes aktiekurser

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724