Mandag den 17. september går de første fly fra nyetablerede Europort Express i luften.
Luftfartsselskabet har hjembase i Rotterdam The Hague Airport og vil i første omgang flyve til otte destinationer, henholdsvis Aberdeen, Dublin, Genève, Hamborg, London-Southend, Humberside, Manchester samt Teeside.
Selskabet er i øjeblikket ved at lægge sidst hånd på hjemmesiden, der skal gøres klar til salgsstart den 11. juni.
Samme billetpris på hver afgang
Priskonceptet er særdeles udfordrende. På hver rute vil prisen være den samme hver dag året rundt.
"Vi vil tilbyde en prispolitik, hvor der vil være den samme pris på hver rute året rundt. Hvad enten man bestiller tre måneder eller tre dage i forvejen, vil man altid kunne regne med at skulle betale det samme for billetten. Vi ønsker ikke at straffe vore kunder for at rejse i højsæson eller perioder med stor efterspørgsel," hedder det i en kommentar fra initiativtagerne på selskabets hjemmeside.
Detaljerne er stadig yderst sparsomme. Indtil videre er det kommet frem, at alle destinationer vil have mindst to daglige afgange fra Rotterdam, ligesom at det er blevet annonceret, at der skal anvendes fly af typen BAe Jestream 32 og Fokker F50.
Men Europort Express tager samtidig et stort forbehold omkring den endelige ruteplan, idet hele projektet stadig er på et planlægningsstadium med muligheder for ændringer undervejs.
Lufthavn med vækstambitioner
Rotterdam The Hague Airport drives af Schipol Group og har årligt omkring 1,2 mio. passagerer, hvilket til sammenligning er en smule mindre end Aalborg Lufthavn.
I dag flyves der med Air France/CityJet til London-City, men British Airways til oktober måned åbner en rute til London-Heathrow, mens Lufthansa på samme tidspunkt åbner en rute til München.
Herudover er det hollandske lavprisflyselskab Transavia en stor kunde i lufthavnen, der også har en del chartertrafik med tyrkiske selskaber til Antalya.
Med den kommende satsning fra Europort Express samt de nye regionale ruter til trafikknudepunkterne i London-Heathrow og München tyder meget på, at det er en lufthavn, som i de kommende år vil få vækstambitionerne indfriet.
19-06-2013
18-06-2013
17-06-2013
14-06-2013
Business Traveller Denmark ApS
-
Rymarksvej 46
-
2900 Hellerup
-
Telefon: +45 33114413
-
Telefax: +45 33114414
-
info@btdk.dk
-
CVR: 29322724
