SAS og Swissport tager første skridt mod SGH-salg

07-03-2013
SAS og Swissport har aftalt, at danne et fælles joint-venture, der skal være første skridt mod at Swissport overtager SAS’ handlingselskab, SAS Ground Handling. Swissport får 51 procents ejerskab i joint-venturet.
SAS og det internationale handlingsselskab Swissport har torsdag indgået en intentionsaftale om at stifte et fælles joint-venture for SAS’ ground handling-aktiviteter i SAS Ground Handling. Tanken er, at Swissport skal eje 51 procent og SAS 49 procent af joint-venture selskabet, men at Swissport vil have ledelsesansvaret for selskabet.
 
Joint-venturet skal danne grundlag for at Swissport på sigt overtager det fulde ejerskab af SAS Ground Handling.
 
Underskudsforretning i Danmark
SAS Ground Handling hed indtil 1. juli 2010 SAS Ground Services, men blev omdømt et halvt år før forretningsenheden blev nedlagt som selvstændigt selskab. Siden den 1. januar 2011 har SAS Ground Handling været en aktivitet i SAS Konsortiet.

Allerede i juli 2009 blev SAS Ground Services Finland frasolgt, mens samme skæbne overgik SAS Ground Services UK i sommeren 2010.

Den danske afdeling af SAS Ground Services havde i perioden 2005-2009 et samlet nettounderskud på over 800 mio. kroner. I dag beskæftiges omkring 1.800 medarbejdere i SAS Ground Handling i Danmark ud af samlet 5.500 ansatte indenfor forretningsområdet.


Det meget tætte samarbejde mellem SAS Ground Handling og den operationelle del i SAS har haft den positive effekt, at SAS i flere år i træk er blevet kåret som Europas mest punktlige flyselskab.

Mange har stillet spørgsmålstegn ved, om SAS stadig kan opretholde den punktlighed, når et nyt ground-handlingselskab skal tage over. Det tror SAS dog fuldt og fast på.

"Der er ingen tvivl om, at vores ground handling fungerer vældig godt i forhold til den høje kvalitet vi har. Vi mener stadig, at vi gennem kvalitetsmål og tæt opfølgning kan levere det rigtige produkt med en anden handlingudbyder," sagde Flemming Jensen, der er COO i SAS, i november sidste år til CHECK-IN.dk.

Udover at levere handlingsydelser til SAS Gruppens selskaber (SAS, Blue1 og Widerøe), leverer SAS Ground Handling i Københavns Lufthavn også ydelser til eksterne kunder i konkurrence med Novia og Copenhagen Flight Services.

De eksterne kunder hos SAS Ground Handling i Københavns Lufthavn er i dag: Adria Airways, Aeroflot, AeroSvit, airBaltic, Air Canada, Atlantic Airways, British Midland, DAT, Egypt Air, Gulf Air, Icelandair, Iceland Express, Iran Air, JAT Yugoslav Airlines, LOT, Lufthansa, Malmö Aviation, Nextjet, OLT, Pakistan International Airlines, Singapore Airlines, TAP Portugal, Thai Airways, Thomas Cook Airlines og TUIfly Nordic.
Business Traveller Denmark ApS - Rymarksvej 46 - 2900 Hellerup - Telefon: +45 33114413 - Telefax: +45 33114414 - info@btdk.dk - CVR: 29322724